Jeg tror jeg fik nævnt at jeg spiller lidt rigeligt PlayStation, da jeg skrev om The endgame. Til tider kan det føles som en slags afhængighed, og det er en svaghed der jo faktisk udnyttes på det groveste i mange andre sfærer, takket være gamification.
Jeg kan huske hvordan jeg chokeredes over mine ungers helt ekstreme opmærksomhed på deres streaks på Snapchat. Altså hvor mange dage i træk de havde snappet med en ven. Ungerne kunne ikke tage på ferie fra deres snap streaks, uden at få en ven til at ‘passe dem’. Give vennen deres password, så vedkommende kunne fortsætte snap-rækken i ferien. Helt sort. Helt blottet for mening. Gamification i sin grimmeste version, som i en daglig dopamin-trigger, der bare skal fyres af, for ikke at få følelsen af at have tabt.
Måske var jeg ikke så chokeret over mine børn, som over at se hvor effektivt et stof det er. For jeg er der jo selv.
Siden Corona startede har jeg – i mangel af mit træningscenter – kørt en daglig vane med morgengymnastik op, gennem appen 7 Minutes. Det fungerer super godt for mig, så godt faktisk, at jeg ikke kommer tilbage til træningscenteret. Jeg forsætter bare med mine morgenprogrammer. Men den app er også sølet ind i gamification. Der er også streaks og badges og lister man kan arbejde sig op af. Venner man kan udfordre og kæmpe med om førstepladsen i…ja morgengymnastik.
Og i går røg mit streak. Jeg mangler det badge man får efter 90 dages træning i træk. Jeg har fået mit 7 måneders badge og 78% af alle de andre bagdes man kan få, men de 90 dage i streg er en af de sidste jeg mangler. Jeg er før nået til 82 dage. I går var jeg nået til 86.
Det er et tal i en app, der bare starter forfra, fordi jeg først fik træner efter midnat. Jeg fik altså trænet. Men jeg tabte. Stort. Tre måneder lige ud i lokummet. Fik et chock da det gik op for mig. Ærgrede mig højlydt. Rumsterede med det da jeg kom i seng. Var sur og i dårligt humør. Sur på mig selv, frustreret. Tonsvis af negative følelser. Fordi et tal gik fra 86 til 1 i en app.
Det kom selvfølgelig også oven i, at mit skrive streak – min Februar Challenge – pludselig gik i stå for mig. For meget output, for lidt input. Alle de emner jeg havde på lager var ude, og det blev pludselig et pres at finde på noget interessant at skrive om hver dag. Det er måske heller ikke en helt gennemtænkt udfordring. I hvert fald er det kommet bag på mig hvor krævende det er. Og hvor personligt det hurtigt bliver. Men jeg har annonceret det, for mig selv og for verden, så der er naturligvis ingen vej tilbage. Kun nederlag ved ikke at gennemføre. Så alt i alt var det en skramlet supertanker der gik i seng i går.
Biologiens ofre
Det er skræmmende at mærke hvor effektivt gamification er. I hvert fald på typer som mig. Da jeg skrev overskriften til denne artikel, ville min telefon erstatte “streak” med “stress”. Og for en gangs skyld gav dens forslag mening. For det bliver virkelig en stressfaktor. Det er jo ikke nødvendigvis entydigt dårligt. Det er jo rigtig fint at jeg vil gå gennem ild og vand for min daglige træning – selvom det er for appens skyld. Det giver også rigtig god mening med lidt pres, når man stiller sig selv en udfordring, der indebærer en daglig klumme. For introduktionen af lidt pres er altid en driver.
I det hele taget er der mange fine måder at bruge gamification på. Og når det implementeres på ‘den rigtige måde’, er det en af de mest effektive måder at få nogen til at ændre adfærd på. Følelsen af fremdrift og belønning er skøn at få, og hvis formålet er rigtigt, kan man ikke få armene ned. Men det er også en farlig mekanisme. Det er vigtigt at gøre sig klart, at nok kan man ændre folks adfærd med gamification, men det betyder ikke nødvendigvis at man samtidig ændrer på folks holdning. Du kan lokke folk til at gøre alt muligt, uden at tænke over hvad de rent faktisk mener om det, gennem gamification. Bare ved at lokke med de små dopamindryp. Og det er en vigtig skelnen.
Gamification er en superkraft, der kun burde bruges til at drive gode handlinger, men alt for ofte bliver brugt til at skabe produktafhængighed. Og det er noget lort. Især for vores børn. Det er bisset at bruge vores viden om hjernens belønningssystem til, at holde børn (og barnlige sjæle) i et afhængighedsforhold med noget, der i bund og grund bare er spild af tid. Men det får statistikkerne og kurserne op og pengene i kassen, så det kommer nok ikke til at ændre sig foreløbigt…Og nu må I have mig undskyldt. Jeg skal i gang med dag 1 af mit morgengymnastik streak…
