Jeg spiller PlayStation. Meget. Faktisk fik jeg i går en opgørelse fra PlayStation, der skræmmende illustrerer hvor meget. Jeg har været med siden den allerførste maskine kom ud i ’94, og jeg er stadig med her 27 år senere, hvor PlayStation 5 er landet. Jeg har anmeldt spil i lige så mange år. Været på spilmesser og besøgt spilfirmaer i hele verden, snakket med nogle af de mest ikoniske spiludviklere og er til dato utroligt fascineret over den kreativitet og koordinering der skal til, for at udvikle og lancere de gigantiske digitale verdener, der vælter ud i disse år.
Det tager hundredvis af mennesker, fordelt på stort set alle verdens kontinenter, mellem 5 og 10 år at udvikle nogle af de titler der dukker op i dag, og det koster ofte over en halv mia. dollars — på den forkerte side af 3 mia. kroner — at nå i mål. Og det til trods sker det ikke sjældent, at alle omkostninger er tjent ind — hvis ikke inden spillet udkommer, så kun få dage eller uger efter. Det er en vild industri…
En af de ting der især har fascineret mig i de seneste år er “The endgame”. Når man investerer så mange penge i at udvikle et univers til spillerne, vil man gerne gøre alt hvad der gøres kan, for at de bliver hængende længere end de 40–50 timer det tager at komme igennem fortællingen. Dem der har ramt den del bedst har formået at have verdener der lever videre i årtier. Og når først verdenen er etableret og millioner af spillere logger på hver dag, er det meget lettere at lave penge uden den enorme risiko i den indledende investering.
Men det er også lidt af en videnskab at holde spillere engagerede. Der skal ske noget nyt, være nogle mål at gå efter, et godt community hvor du kan mødes med vennerne. Flere og flere adfærdspsykologer har fundet en karriere i spilindustrien, for at hjælpe med at skabe de små håndtag, der holder folk ‘hooked’. Følelsen af fremdrift, af at blive bedre, få bedre udstyr, komme eller forblive øverst på listen. Selvsamme håndtag, som det naturligvis også er blevet populært at forsøge at overføre til andre produkter og services. Flow. Gamification. Hvordan får vi ungerne til at dyrke fagene i skolen, med lige så stor entusiasme som når de spiller Fortnite?
Nå men, tilbage til “The endgame”. Slutspillet. Jeg læste et interview med en spiludvikler, der fortalte hvordan de startede med slutspillet. Startede med at designe og bygge den oplevelse spillerne skal blive hængende i, når de reelt er ‘færdige’ med spillet. Pengemaskinen om du vil. Først når der var fuldstændig styr på hvordan den del af spillet skulle se ud, hænge sammen og udvikle sig, kiggede man på vejen derhen. Altså det der i de gode gamle dage VAR spillet. Historien, udviklingen af din karakter, vejen gennem fortælling, missioner, baner. Den del er blevet det sekundære.
Den rækkefølge at se tingene i, vakte genklang i mig. Vi gør det samme når vi kører et Design Sprint i Regndans. Starter med slutningen. Hvordan ser succes ud? Når vi kigger tilbage på det her projekt om et halvt år, hvad er vi så særligt stolte over at have opnået? Vi skaber et fælles billede af succes, som er det vi så prøver at bygge vejen til gennem resten af processen. Det samme kan gøre sig gældende på det personlige plan. Forleden hørte jeg IdeoUs podcast Creative Confidence, hvor de havde en Chris Wilson som gæst. En gut der havde fået livstid i spjældet som 16-årig, men kom ud efter 16 år, og havde brugt tiden på at tage flere uddannelser og udtænke måder at hjælpe det samfund han kom fra, så andre ikke skulle ende i fængsel som ham.
Hans opskrift er “The Masterplan”. Du skal forfatte din egen plan for hvad du vil opnå i livet. Dit eget slutspil. Når du kigger tilbage på dit liv fra dit dødsleje, hvad vil du så være særligt stolt over at have opnået? Hvad skal du nå? Ikke fordi du på den måde kan eliminere tvivl og fiasko fra dit liv, men fordi du så kan stå op hver dag og vide, at i dag vil du tage et nyt skridt mod det mål. Og bare at have skrevet det ned — og lige så vigtigt, sagt det højt til nogen — skaber en ændring i sig selv. Helt umærkeligt vil du begynde at se verden i perspektiv af dit mål og dine ønsker. Begynde at tage andre valg, prioritere anderledes.
Som at give sig selv en udfordring om at skrive hver dag, og dermed spille det mindre PlayStation. Man skal jo starte et sted…
