Jeg har længe villet udfordre mig selv til at skrive noget mere. Faktisk synes jeg det er enormt skægt at skrive, og jeg har altid gjort det — manifester, spilanmeldelser, tankeeksperimenter, raps og sangtekster. Og da vi startede Regndans, var det oplagt at begynde at blogge. Men så gik alt i stå. Pludselig så jeg mit skriveri i en anden kontekst. En professionel kontekst, hvor det jeg skrev skulle være skarpt, lige på kornet, fængende fra første sætning, og for alt i verden ikke satte vores spirende renomé i et dårligt lys.
Det dræbte lysten. Initiativet. Jeg kunne pludselig se alle hullerne i alt hvad jeg forsøgte at få ned på papiret, og jeg endte med at gå helt i stå. Jeg prøvede at kickstarte mig selv af et par omgange. Læste andres blogs, kastede mig ud i ambitiøse faglige skriblerier — og gik i stå igen…
Så nu prøver jeg en anden vinkel. En vinkel der egentlig også passer bedre ind i den måde vi arbejder på i Regndans: Jeg gør det bare. Det handler om at få noget ud, så man kan se det og forholde sig til det. Og lade andre se det og forholde sig til det. Uanset om det er hullet, ufærdigt, uperfekt. For det er det altid med egne øjne.
“Alle kan få en idé, men kun de færreste kan få en idé til at blive til virkelighed”.
Det citat hænger fast i mig, og varmer mig, når jeg gang på gang føler mig som den kedelige, nedlukkende projektleder-type i de kreative processer vi render rundt i til hverdag. Og det er også det citat der driver mig frem gennem dette første indlæg i min måneds udfordring: At skrive hver eneste dag i februar.
Frederikke tegnede hver dag i januar, og fik den aha-oplevelse jeg også håber på: At vanen begyndte at sætte sig spor i måden at se verden på. Hun kan nu meget hurtigere se et billede for sig, når hun selv eller andre beskriver en idé. Hun kan endda omsætte den til en tegning med det samme. På samme måde håber jeg at kunne omsætte idéer, viden, inspiration, aha-oplevelser til skrift. Hurtigt og på en måde der rent faktisk videregiver den inspiration jeg har følt til læseren.
Med en kone der er forfatter ved jeg, at det er en svær kunst. Og jeg forventer ikke at jeg efter en måneds fiflen med ord bliver forfatter eller journalist. Men jeg er stadig spændt på hvad øvelsen kan gøre. Og for ikke at blive skræmt til fuldt stop ved tanken om verdens fordømmelse, vil jeg tage enhver der gider med på rejsen. Hver dag i februar. Fra nu.
Velkommen ind i mit hoved…
