Rytme er noget helt centralt i mit liv. Jeg tænker det er fordi jeg har spillet trommer hele mit liv, men jeg kan tage fejl. Der er ikke meget jeg gør, der ikke har rytme. Når jeg taster på tastaturet, konstruktionen af mine sætninger, mine skridt og åndedrag.
Jeg spiller på borde, stole, badekar, børn og egen krop. Hele mit tandsæt er et trommesæt, jeg kan lave de vildeste rundgange på. Altid har jeg en rytme i gang. Men mit trommesæt er pakket væk, og dem jeg spillede med engang, er splittet for alle vinde.
Det er en evig dårlig samvittighed, ikke at bruge den del af mig til noget. Jeg elskede at spille. Spille sammen, spille live, spille i øveren. Det er noget af det fedeste jeg har haft i mit liv. Nogle af de bedste oplevelser af flow. Og jeg bliver ved med at tage små tilløb til at finde tilbage.
For det meste køber jeg udstyr. Musikmaskiner af alskens slags, så jeg kan prøve at holde bare et eller andet ved lige. Keyboards, lydkort, trommemaskiner, musiksoftware. Og for der meste øger det faktisk bare den dårlige samvittighed, fordi jeg heller ikke får brugt de ting. Lige nu ruller jeg med Ableton Live og Push 2 – som er fedt udstyr! Jeg har lavet en masse småtterier – endda en jingle til vores cases, men jeg kommer ikke rigtig ud af starthullerne.
Jeg mangler tid. Eller liiige en ekstra dims. Noget der kan fjerne barrieren mellem al den musik der vælter rundt i mit hoved, og det der kommer ud i verden.
Igen må jeg nok konstatere, at den eneste vej frem, bare er at gå i gang. Få noget ud, og lære af det. Fuldstændig som vi siger til alle dem vi arbejder med i Regndans.
Det er historien om sommerfuglen. Kender du den? En lille øvelse vi tit bruger, for at eksemplificere hvor svært, men vigtigt det er, at konkretisere det du har inde i hovedet.
Du har en idé. Et billede inde i dit hoved, der er smukt som en sommerfugl. Men lige så snart du prøver at forklare den, eller tegne den, eller bygge den, går den i stykker. Den bliver i hvert fald ikke lige så smuk, som det billede du havde i dit hoved. Så du kan lade din idé forblive smuk og urealiseret inde i dit hoved, eller du kan komme i gang med at gøre den til virkelighed, vel vidende at det vil koste en vinge og et følehorn i processen. Og at verden vil forholde sig til den grimme version – ikke den smukke du har i dit hoved.
Når vi laver øvelsen beder vi bare folk om at tænke på en sommerfugl. Derefter skal de tegne den – med en tyk tus på en post-it. Og så skal alle hænge deres sommerfugl op. Det bliver altid en sjov væg af meget forskellige sommerfugle, og det skal illustrere to ting:
- Min pointe ovenfor: Tegningen ser næppe ud som det billede du havde i hovedet.
- Alle billederne er forskellige. For uanset hvad du beder folk om at forestille sig, er det aldrig det samme billede de får inde i hovedet.
Overfør de to pointer til en kravspecifikation på et stort IT-system. De er (næsten) alle startet med en smuk idé. Ok måske ikke smuk, men i hvert fald god og oprigtig. Effektiv. Brugervenlig. Optimerende.
Alle der har været med i udviklingen af kravspecifikationen har også haft billeder i hovedet af, hvordan det system vil ende med at se ud. Ingen af billederne har været ens.
Det er en ret sikker opskrift på skuffelser og konflikt.
Det er derfor vi tvinger folk til at tegne deres idé så tidligt i processen som muligt. Det gør ikke noget at den ikke er smuk. For pointen er, at andre først rigtig kan forholde sig til den, når de kan se den. I næsten alle de IT-projekter jeg har været med i, har det først været når designet eller den færdige løsning er på plads, at folk rigtig begynder at forholde sig til det. Det er først der de begynder at sammenligne med de billeder de selv havde i hovedet. Og det er næsten altid for sent.
Så uanset om du arbejder alene eller sammen med andre, med IT eller musik eller noget helt tredie, så handler det om at tage sommerfuglen ved hornene, få idéerne ud af hovedet og ind i verden – og så tage den derfra.
Vi høres ved på Soundcloud…
