Jeg skulle skrive Regndans’ privatlivspolitik i går. Vi er begyndt at køre annoncer på alle mulige sociale medier, og de stiller krav om at man har sådan en liggende i forbindelse med den landingpage man gerne vil lokke folk ind på. Faktisk er det jo noget vi burde have haft allerede, men her var altså en meget tydelig anledning.
Det er en dræber. Der er næppe noget mindre inspirerende. Eller kreativt. Heldigvis blev jeg reddet af en Google søgning, der hurtigt gav mig adgang til et væld af standard templates og generatorer, der med vores CVR nummer og et klik kunne generere en tekst der — forhåbentlig — dækker de krav der nu er fra EU og Datatilsyn og hvem der ellers måtte være interesserede. For jeg er ikke.
Jeg lagde den på sitet, og følte at jeg lige måtte læse den igennem, så vi ikke lover mere end vi kan holde. Det var så nederdrægtigt kedsommeligt og kringlet, at jeg rent faktisk blev inspireret til en lille smule kreativitet. Eller faktisk bare provokeret til at lave en indledning i menneskesprog. Det endte sådan her:
Privatliv - for sådan et skal du søreme da ha’!
Cookie- og privatlivspolitik hos Regndans ApS
Ja, det er kedeligt og langt og tørt, men vi tror nok at det overholder alle de regler EU og Datatilsynet har fundet på, for at sikre dig og dine oplysninger. Og vær ikke i tvivl: Vi vil MEGET gerne overholde alle reglerne, og endnu vigtigere have din tillid. Rent faktisk indsamler vi ikke det helt store (som gamle reklamedrenge burde vi helt klart stramme op på det). MEN vi har kodedimser fra Google og Facebook og LinkedIn og Squarespace og Hotjar og Hubspot på — som tracker hvad du gør, men ikke hvem du er. Vi får ikke rigtig brugt det til så meget, men det tror vi nok vi snart begynder at tage os sammen til at gøre. Derudover indsamler vi kun data du selv indtaster og sender til os — altså hvis du kontakter os eller melder dig til vores nyhedsbrev. Ellers kan vi jo ikke rigtig svare dig…Og hvis der er noget der gør dig utryg, du er i tvivl om eller bare gerne vil spørge ind til, så ring eller skriv endelig.
Det var menneskesprogs-introen. Her kommer den formelle:
Og så følger hele den kedsommelige og tunge skriftrulle, som jeg bare håber vi aldrig kommer til at skulle beskæftige os med. Det samme har vi gjort med vores Cookie banner — fordi vi har den håbefulde holdning, at det at lægge op til åben og ærlig dialog, og vise at vi ikke prøver at udnytte eller snyde nogen, er mere værd end alle paragrafferne tilsammen. Vores Cookie banner lyder:
Vi smider cookies i din maskine, så vi kan skåle hver gang nogen har været forbi og set på vores fine site. Feedback-dimmeren giver også lidt krummer, men så kan du til gengæld fortælle os hvad du mener om den slags…og os og vores website :-)
Hvis du bliver træt af det, har DR lavet en fin intro til at rydde op i det hele her: https://www.dr.dk/nyheder/indland/guide-undgaa-blive-overvaaget-saadan-sletter-du-dine-cookies
Efterfulgt af en knap med teksten: “Og et glas mælk tak!”.
Vi sætter kort sagt vores lid til humor og sprog der er til at forstå. Og jeg forstår simpelthen ikke hvorfor det skulle være anderledes. Hvordan vi er kommet til en verden, hvor alt der har med lov eller det offentlige at gøre, er så kringlet og uforståeligt formuleret, at selv dem der har skrevet det kan blive i tvivl om hvordan det skal tolkes, er mig en gåde. Bevares, det giver revisorer og advokater en fantastisk tryghed i ansættelsen, men det kobler enhver anden fuldstændig af, og det skaber mere utryghed end tillid.
Bedste offentlig brev
Jeg så for noget tid siden at nogen havde vundet en pris for “bedste offentlige brev”. Der er simpelthen en prisuddeling, hvor man hylder dem, der er i stand til at formulere et budskab fra det offentlige, som borgeren kan forstå. Eller i hvert fald dem, der har gjort det bedste forsøg.
Den lader vi lige stå et øjeblik…
…
Hvem er det der skriver de breve borgeren ikke kan forstå? Hvad er det for en person, der skriver så det bliver helt uforståeligt, læser det igennem, og tilfreds frankerer og sender det? Mit bud er, at det ikke er en person, men et system.
Jeg er begyndt at interessere mig for gruppedynamikker. Både i det små, fordi det er noget vi skal have styr på, når vi faciliterer Design Sprints og workshops i Regndans, men også i et større perspektiv, fordi der sker noget helt bizart, når vi mennesker begynder at organisere os i grupper. Jeg hørte engang en CBS professor beskrive det han kaldte “intelligente individer i uintelligente organisationer” og “uintelligente individer i intelligente organisationer”.
Eksemplet på det første var et universitet, hvor kæmpestore hoveder tænker kæmpestore tanker, men bruger en betragtelig del af deres energi på at slås indbyrdes. Om alt fra kontorplads og titler, til fonding og plads i tidsskrifter.
Eksemplet på det andet var McDonalds, hvor hvem som helst kan vandre ind fra gaden, og, grundet en ekstremt styret proces, blive et effektivt tandhjul i maskineriet på ingen tid.
De situationer hvor man står med åben mund og polypper, over en meget truende regning på 0,- kroner fra Skat, eller oplever jurister tolke en lov om aflivning af dyr ved epidemier diamentralt modsat af hinanden, når situationen opstår, eller når sengene ikke kan komme gennem dørene på det spritnye milliarddyre supersygehus. I de situationer er der aldrig en enkelt person at pege på. Det er altid systemet der er brudt ned. Kommunikationen der er brudt ned.
Og så er vi tilbage ved min Privatlivspolitik. For det er selvfølgelig først når kommunikationen er brudt ned, at alle de mange paragraffer sparker ind, og juristerne kan begynde at få dollartegn i øjnene. Så hvis nu man gjorde sig lige så umage med at skrive, så alle parter kan forstå hvad der bliver snakket om, som man gør på at formulere hvad der sker når hele læsset vælter, ville man så ikke kunne afværge en masse konflikter? Og ville man så ikke kunne etablere nogle langt mere tillidsbaserede forhold med de mennesker man kommunikerer med?
Måske er det naivt, men det er den vej vi stræber efter. Og hvis nogen har et problem med det så…lad os tage en snak om det. Vi gi’r mælk og cookies.
