Regndans har sammen med Peter Dam etableret SprintAkademiet. Et sted hvor vi kan lære fra os og lære mere, om de ting vi går og arbejder med til hverdag. For at skyde os selv i gang med opgaven, har jeg skrevet et lille manifest om, hvad det er vi ønsker at opnå. En god måde at skabe fælles fodslag, og også en fin skriveøvelse.
Manifest
SprintAkademiet er et sted hvor vi undersøger kreativitet, dyrker kreativitet og udbreder kreativitet. Den evne vi alle er født med, der har gjort os i stand til at overleve under utrolige forhold, og hver dag hjælper os alle med at løse små og store problemer – fra hvad vi skal have til aftensmad til hvordan vi løser klimakrisen.
Vi er først og fremmest nysgerrige. Vi er her for at lære og lære fra os, blive inspireret og inspirere, spørge og finde svar. Vi opsøger viden og inspiration hos dem der arbejder med kreativitet, forsker i kreativitet, underviser i kreativitet, så vi kan blive klogere på hvad kreativitet er, hvor og hvordan man kan sætte det i spil og hvordan man bedst formidler mulighederne, så alle kan se sig i dem.
Og så samler og deler vi det hele med dig. Gennem kurser, pod-casts, materialer og artikler, så du kan dykke ned i den rejse vi har taget, springe over de huller vi faldt i undervejs og selv blive en del af en bevægelse, der drives af kreativitet.
For alle er kreative. Og det er den side af os, der skal hjælpe os til sammen at bygge en bedre verden…
Tag med
Vi er kun lige begyndt. Der er to kurser du kan følge, og vi har de første tre afsnit af vores podcast i skabet — med os selv, Lene Tanggaard og Christian Bason — men vi samler lige lidt til bunke, før vi slipper dem løs. Men vi har mange flere idéer i støbeskeen, og vi håber at du og andre vil være med til at få gang i bålet. Måske har du en pointe, et kursus, en bog eller et foredrag du synes vi andre kan lære af. Måske har du en kommentar eller også vil du bare gerne støtte op. Uanset hvad, vil det være fedt at høre fra dig — følg med i rejsen på SprintAkademiets hjemmeside, SprintAkademiets LinkedIn side eller SprintAkademiets Instagram. Du kan også altid bare skrive til os her.