Jeg fandt dette billede på Peter Lund Madsens hjemmeside i dag. Var forbi for at finde kontakt-info, så jeg kunne høre ham om ikke han vil være med i vores podcast om kreativitet. Give et bud på hvordan vores hjerne er indrettet ift. kreativitet. Så vi kan få be- eller afkræftet nogle af de ting vi går og fyrer af om, hvad der virker og ikke virker i en kreativ proces. Jeg er ret vild med både ham og hans bror — altså som i, vild med de ting de laver, den måde de er på når de laver dem, den meget forskellige måde de sætter deres ikke helt uens intelligenser i spil på. Jeg er også vild med citatet:
“Gud giver os nødderne, men han knækker dem ikke for os”.
Af en eller anden grund lander det lige midt i en snak jeg havde med kollegerne i Regndans i dag. På vores morgenmøde-gåtur falder spørgsmålet: “Tror I på stjernetegn?”. Hvortil svaret for mit vedkommende er nej. Jeg er faldet i naturvidenskabens gryde som barn, og kan ikke på nogen måde finde en logisk sammenhæng mellem noget gammelt lys fra sole millioner af lysår væk, og min personlighed og livsbane. Desuden er jeg ikke meget for tanken om ikke selv at have ansvaret for mit eget liv og levned. Jeg hader offerrollen og alt hvad der bare har en snert deraf — herunder skæbnen og andre nederdrægtigheder, der tager ansvaret ud af mine egne hænder. Og der kommer det skønne citat ind — der er ingen der knækker nødderne for dig. Uanset hvordan du tror de er endt på træet.
Jeg har en fem-årig datter, der taler ret meget om Gud for tiden. Nok ansporet af hendes mormor, der giver den en skalle for at få lidt religion ind i familiens børn. Vi forældre er der nemlig ikke rigtig selv. Og det gør det svært at svare på nogle af de spørgsmål der kommer. For jeg vil faktisk gerne prøve at holde muligheden for at hun kan tro åben, så jeg prøver af alle kræfter at svare respektfuldt og uden at hælde for meget af min egen skepsis på. Ligesom når jeg fortæller hende om nisser og julemanden. Ok, måske ikke helt lige sådan, men det er i samme boldgade. Ikke lyve, ikke ødelægge illusionen eller muligheden.
Det er bestemt ikke fordi jeg tænker dårligt om religiøse mennesker eller folk der tror på stjernetegn. Jeg er åben for gode argumenter og beviser, og jeg står fuldt ud ved min egen kulturkristne brug af nogle af folkekirkens ritualer. Jeg kan også sagtens finde tolkninger af alskens skrifter, der er så langt ovre i det abstrakte at jeg kan tilslutte mig. Næstekærlighed — ja tak. Gud skabte jorden på syv dage — nej tak. Naturligvis ligger alle min datters spørgsmål i den helt konkrete og jordnære kategori: “Hvorfor har Gud lavet det sådan at man kan blive syg?”, “hvorfor kan Gud ikke bare trylle os hjem, så jeg ikke skal sidde i den her dumme bil?”, “hvorfor laver Gud sne, så jeg ikke kan prøve mine nye rulleskøjter?” Den slags…som man jo virkelig skal anstrenge sig for at finde gode svar på, der ikke er løgn og ikke lukker muligheden for at tro.
Ofte er svaret noget med at Gud har travlt med alt muligt andet, eller hvor upraktisk det ville være, hvis alle bare blev tryllet rundt hele tiden, men selv det piller lidt ved det almægtige. Og som femårig er det svært at forstå at Gud måske bare er et andet ord for, at der er noget større end os selv derude. Et håb om mening, sammenhæng, formål. For det er på det plan jeg kan tilslutte mig. Jeg har ofte selv en stærk følelse af kærlighed og samhørighed med naturen. Det kræver selvfølgelig at jeg er derude, og ikke sidder i min murstensborg med mine gadgets, men så kommer den også. En stolthed, en ærefrygthed, en følelse af mening i et kæmpe stort kredsløb af partikler, der hele tiden ændrer form, for at bibeholde en balance. Og det er der garanteret en religion for derude. Det har jeg bare ikke brug for. Jeg vil gerne knække mine nødder selv…
