Mark sendte mig en video med Simon Sinek forleden, der på sin umanerligt overbevisende måde snakker om, hvordan en vision ikke er noget man behøver at finde på — det er bare noget man skal finde. Vi er ikke alle visionære, men det behøver vi heller ikke at være, for at støtte op om en vision. Faktisk kræver det alle mulige evner at få en vision til at blive til virkelighed. Mange flere evner end bare én person kan rumme. Så den visionære peger på månen og siger at der skal vi op. Men uden syersken der syede de holdbare sting i Nasas første rumdragt, og alle de mange andre mennesker med et utal af evner der bidrog, var det aldrig sket. Så havde der bare stået en mand og peget på månen.
Der er ikke ret mange af de ting vi prøver at løse på denne planet, vi kan løse alene. Og en af de største årsager til vores races store succes er vel også netop, at vi formår at bygge oven på hinandens viden. Hinandens erfaringer. Det er den evne der gør, at vi kan udvikle os lige lidt hurtigere end evolutionen ellers byder. På godt og ondt. Faktisk kommer Tim Urban med den påstand, at vi reelt er én organisme, i sin fremragende serie af posts i The story of Us. At vi faktisk ikke bør tænke på vores egen lille eksistens som den selvstændige livsform, men på menneskeheden som den selvstændige livsform. Vi kan ikke overleve alene. Vi kan kun overleve som flok. Ligesom myrer.
I 2012 — altså for ni år siden — læste jeg en artikel, hvor en forsker havde regnet sig frem til, at alle spillere af det enorme online spil World of Warcraft tilsammen havde spillet 50 milliarder timer, siden spillet udkom i 2004. Omregnet svarer det til ca. 5,9 mio. år, eller nogenlunde lige så mange år som det tog mennesket at udvikle sig til den race vi er i dag. Det er en imponerende indsats på bare otte år. Godt nok brugt på at dræbe orker og plyndre skatte i et virtuelt univers, men alligevel. Hvis man kunne bruge den kapacitet til at løse nogle af de andre vigtige problemer vi dribler med, ville vi kunne komme rigtig langt, rigtig hurtigt.
I virkeligheden er der ikke ret meget vi ikke ville kunne udrette, hvis vi stod sammen om det. Man får lidt snerten af det i disse Corona-dage, hvor HELE VERDEN er isoleret. Vi har allesammen, hvert eneste menneske på planeten, sat os for at udrydde den virus. Og vi kæmper kampen hver dag, fra vores hjemmekontorer og mundbindsbefængte samvær på afstand. Det illustrer rigtig godt en lille teknik jeg bruger på mig selv, når jeg falder i “men hvad kan jeg gøre” fælden. Jeg tænker bare “gange syv milliarder”.
Der er nemlig ikke ret meget der ikke bliver til virkelig meget, hvis du ganger det med syv milliarder. Et tyggegummi ud af vinduet — gange syv milliarder. Det er meget tyggegummi. En lampe der brænder i en tom trappeopgang — gange syv milliarder. Det skal nok blive til nogle kilowatt. Alle de der små øjeblikke, hvor du, især i disse dage, ikke kan lade være med lige at tænke over forbrug eller adfærd. Der hjælper det til at huske betydningen af dine egne handlinger, at gange med syv milliarder.
Og den virker i begge retninger. Hver gang du tager cyklen, slukker lyset, dropper en bøf. Gange syv milliarder. Når du ganger alle dine små skridt med syv milliarder, føles det faktisk som om det har en effekt. Lige der, hvor du vælger at slukke for lampen, eller tage en falaffel. Og det har det jo også. Der er jo ikke andre til at gøre det, end os syv milliarder i tuen…
