Jeg hørte en syret historie i en podcast forleden: Politibetjente i Beverly Hills er begyndt at spille høj musik på deres telefoner, når de er i situationer hvor borgere kan finde på at streame eller optage til de sociale medier. Ikke for at øge produktionsværdien af optagelserne, men for at aktivere de algoritmer på sociale medier, der er sat ind for at fjerne alt indhold med copyrightet musik. Algoritmer der er blevet markant mere aggressive de seneste år, efter flere sager mod platformsudbyderne, der ikke længere kan holde sig ansvarsfri for, hvad der bliver postet på deres platforme. Beatles skulle være særligt effektivt.
Værten for podcasten havde en uhyggelig konklusion: Alle, både dem der kæmper mod systemet, og dem der kæmper for at opretholde lov og orden, har underkastet sig de virkelige magthavere — algoritmerne.
Nu tænker du måske, at det jo ikke er algoritmerne, men firmaerne bag, der er de magthavere. Og det er selvfølgelig også rigtigt på papiret. Men det mest uhyggelige er, at de ikke nødvendigvis selv har magt over algoritmerne. Bevares, de kan selvfølgelig slukke for dem. Lukke deres services ned. Men så stopper pengestrømmen også — så det ved vi jo ikke kommer til at ske.
Takket være Machine Learning og kunstig intelligens, er algoritmerne nu selvstændige. De lærer, justerer og udvikler sig på egen hånd. De udvikler deres eget sprog til at tale med hinanden på. De udvikler underalgoritmer til at varetage selvstændige opgaver, helt uden menneskelig indblanding. Man taler om at ‘opdrage’ algoritmerne, mere end at programmere dem.
Microsoft lavede på et tidspunkt et eksperiment, hvor de satte en chatbot fri på Twitter, for at lade den lære konversationens ædle kunst, ved at tale med andre mennesker. På under 24 timer var den ellers meget venlige chatbot, blevet en ravende psykopatisk nazist, der hadede alt fra feminister til jøder, og ikke var bange for at tweete det. En uhyggeligt grim spejling af vores egen opførsel på de sociale medier.
Den slag eksperimenter har affødt en masse frygt og modstand mod kunstig intelligens. Og en vigtig dialog om hvordan vi bliver nødt til at tage hånd om udviklingen, og ikke bare lade maskinerne udvikle sig selv. Men der er også dukket nogle meget overraskende og anderledes projekter op, som for eksempel den tidligere Google ansatte Mo Gawdats One Billion Happy. Et projekt der handler om at gøre en milliard mennesker lykkelige, med det udgangspunkt, at vi bliver nødt til at være gode eksempler for kunstig intellignes, hvis vi vil sikre at den kunstige intelligens skal være god.
Og det er på høje tid at vi kommer i gang. I den fremragende, omend snart lidt aldrende, artikelserie fra Wait But Why om kunstig intelligens’ komme, fremskriver forfatteren Tim Urban— på baggrund af alle de eksperter han har talt med — at vi rammer Kunstig Generel Intelligens i 2040 og Kunstig Super Intelligens i 2060. Generel intelligens er den hellige gral indenfor kunstig intelligens, hvor man skaber noget der kan lære, tænke og agere helt på egen hånd på alle mulige områder, ligesom et menneske. Ikke bare en der kan genkende billeder af katte eller skrue en bil sammen. Super intelligens er et scenarie mange forskere forudser, ret kort efter opnåelsen af Generel intelligens, nemlig at den kunstige intelligens grundet den eksponentielle udvikling, meget hurtigt vil overgå den menneskelige, der jo hænger på den evolutionære og markant langsommere udviklingskurve.
Jeg selv er lidt i et limbo mellem uendelig fascination, foragt og frygt. Jeg er tosset med sci-fi, og det her den reneste af slagsen — som foregår lige nu, overalt omkring os. Der er masser af eksempler på virkelig gode udnyttelser af kunstig intelligens, der kan være en kæmpe hjælp når der skal knuses enorme datamængder og findes mønstre i dem. Som når lægerne får hjælp til meget sikrere diagnoser af kunstig intelligens. Men når politi og politikere begynder at ligge under for algoritmerne, er der virkelig noget galt. Og når vi alle bare har vænnet os til at lade algoritmerne gylpe tyggede yndlingsbidder i flaben på os — som når fugle gylper mad i næbbet på deres unger, så vi spærres inde i bobler med mennesker og meninger der aldrig udfordrer eller bliver udfordret, så er der virkelig også noget på spil.
Jeg blev lige præsenteret for en opskrift på, hvordan man kan snyde algoritmerne. Fodre dem med informationer der gør dem irrelevante — for eksempel ved at like ALT, at følge medier fra diamentralt modsatte fløje og i det hele taget være irrationel og ‘uden for boksen’, så du ikke kan puttes i en boks. Samtidig vil det give dig et markant mere nuanceret feed, der udsætter dig for alt muligt — også ting du ikke nogensinde ville have fundet selv. Det er en god idé – eller i hvert fald værd at prøve. Men det er jo stadig bare et forsøg på at omgå algoritmerne, fordi de styrer alt, fra de nyheder du ser, til hvilke politikere der får taletid – og dermed magt.
“The street finds its own uses for things” skrev William Gibson i 1986, da han forudsagde en fremtid, hvor multinationale firmaer og kunstig intelligens har magten…Ikke langt fra virkeligheden her 35 år senere, hvor vi ikke har hørt fra Trump, siden Twitter, Facebook og YouTube smed ham af, og hvor betjente udvikler taktikker baseret på algoritmerne…Velkommen til fremtiden.
