Det var næsten ikke til at fatte. At læse om livet i det 21. århundrede og forestille sig, at det var vores forfædre. Vores race. Den røde tråd var næsten umulig at få øje på. Men sådan havde det sikkert altid været — man ser tilbage på sin historie, og pludselig virker udviklingen så voldsom, at den røde tråd næsten forsvinder.
Hun havde ikke meget tid. Det var et utroligt lykketræf at hun overhovedet havde fået adgang til de her optegnelser. En tidskapsel begravet bag primitive sikkerhedsforanstaltninger, på en af universitetets glemte servere. Den slags var forbudt. Historiske optegnelser blev systematisk indsamlet og slettet permanent, efter den store udrensning. Menneskeheden havde besluttet at starte forfra. Vaske tavlen ren. Med fornyet mandat havde FN påbegyndt et program, der skulle sikre at nye generationer kom til at vokse op uden skel. Ingen forskel på køn, race, rigdom, ressourcer, fødselssted. Alle lige og alle sammen om at drive vores udvikling til noget bedre for fællesskabet. Processen havde ikke ligefrem været køn, og menneskerettighederne var på standby i nogle hundrede år, men alle var i dag enige om, at det havde været den eneste vej frem. Eller rettere, i dag havde ingen en bevidsthed om den fortid. Indtil nu.
På en eller anden måde havde de her filer overlevet. Skjult på en server, der havde stået urørt blandt et hav af parallelforbundne maskiner, fra nogle af de allerførste primitive forsøg på, at skabe synaptiske systemer med den menneskelige hjerne som forbillede. En hel hal af computertårne, støvede og glemte, men utroligt nok stadig funktionelle. Og her havde hun, ved en næsten umulig tilfældighed, fundet en samling filer, der meget nøje beskrev dagligdagen i det 21. århundrede. Det var absurd læsning.
